Kategorier
Anmeldelser

ANMELDELSE: Breithorn Aqua Day Date

Danmark har fået et nyt urbrand; Breithorn Watches producerer schweizisk byggede kvalitetsure med et maskulint præg. Jeg har fået lov til at hive deres flotte 42 mm Breithorn Aqua Day Date – SWISS MADE – en tur under luppen.

I dybden med Breithorn Watches.
44-årige Tom Rene er manden bag Breithorn Watches. Gennem de seneste fem år har han haft forhandlingen af amerikanske STÜHRLING, men Toms passion for ure går hele 20 år tilbage. Med visionen om at skabe et nyt brand, udelukkende med SWISS MADE ure øverst på agendaen, søsatte Tom, i det corona-prægede år 2020, Breithorn Watches. Urene bygges hos en familieejet schweizisk virksomhed med mange år på bagen.

Trods svære tider med mange om buddet kom Breithorn godt fra start, og har allerede nu 13 forskellige modeller og 4 mere på vej, udbudt i deres velfungerende webshop, breithornwatches.com. Guldsmed Lange forhandler også Breithorn Watches, og Tom fortæller selv, at ambitionen selvfølgelig er, at få urene ud i adskillige fysiske butikker, så kunderne selv kan se og opleve den gode kvalitet, inden de trykker på aftrækkeren. En fin detalje i webshoppen, som jeg synes andre burde tage ved lære af, er 360 graders videoklip. Det giver en god forståelse for urenes form og størrelse.

Navnet Breithorn er hentet fra det 4164 meter høje bjerg af samme navn, som man finder i Alperne lige på grænsen mellem Schweiz og Italien. Breithorn er et populært mål blandt bjergbestigere, og den eventyrlystne tilgang fornemmes da også i Breithorn Watches’ fire designlinier; Ocean, Action, Dress og Adventure. Denne anmeldelses Breithorn Aqua Day Date tilhører naturligvis “Ocean”-linien, som byder på dykkerure i forskellige størrelser.

En uge på håndleddet.
Da jeg modtog pakken med det nye Breithorn Aqua Day Date, vakte indpakningen stor begejstring. Lidt spøjst egentlig, for selv den smukke kasse fra mit Omega Seamaster ligger bare i skabet og samler støv. Ikke desto mindre glæder det mig, når der er kælet for detaljerne. Og det er der med emballeringen af Breithorn Aqua Day Date, hvor særligt hangtag’et gør mig glad. Det kan ses i billederne nederst i anmeldelsen.

Breithorn Aqua Day Date måler 42 mm, som reelt set lige er en tand til den gode side for mit håndled, men den ret slanke urkasse ændrer hele oplevelsen og tilfører både god pasform, såvel som komfort. Lænkens særprægede design udmærker sig med kombinationen af børstet stål med polerede detaljer brudt af sorte silikoneled. Et modigt designvalg, der får Breithorn til at stikke ud i en ellers lidt konservativ verden af dykkerure – i hvert fald når vi snakker dykkerure med dansk islæt. Om man er til det eller ej, er selvsagt en smagssag. Personligt er jeg nok mere konservativ.

Lad os tage et kig under hjelmen.
Dykker vi ned til urets kerne, finder vi et schweizisk quartz-værk (batteridrevet værk) af typen ETA 955.122. Et stabilt og godt værk med Day Date-funktion, som viser både dato og ugedag.

De gyldne ord.
Der er ingen tvivl om, at Breithorn Watches har potentiale, og Aqua Day Date er også et velbygget og godt dykkerur. Prisskiltet på vejl. 3525 kroner er måske lige i den høje ende – konkurrerende ure i dette prislag taget i betragtning. Men med Breithorn får du selvfølgelig også lidt ‘ekstra’ i form af at bakke op om et nyt reelt dansk brand, den flotte æske, en anderledes udført stållænke mv.

Når det så er sagt, så er et automatisk ur med et ‘rigtigt’ urværk bare mere sexet. Og det segment er Breithorn Watches heldigvis også godt på vej ind i med priser begyndende fra omkring 7000 kroner. Et sådan har jeg endnu ikke haft mulighed for at se nærmere på. Til halvdelen af prisen er Aqua Day Date dog et rigtig godt sted at starte, og vi ved jo allesammen godt, at det aldrig er nok med ét ur. Min personlige samling kunne i hvert fald sagtens udvides med et automatisk Breithorn, og jeg glæder mig til at følge udviklingen af det nye danske brand.

Breithorn Aqua Day Date forhandles af Breithorn Watches og har en vejl. udsalgspris på 3525 dkk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.