Kategorier
Anmeldelser

ANMELDELSE: Casio Edifice EFR-S107D-1AVUEF

Frit oversat betyder edifice ‘bygning’ – oftest af massiv, signifikant størrelse. Og omend titlen synes en anelse selvsikker bærer Edifice-serien fra Casio den stolt; og med rette. Jeg har fået fornøjelsen af at kigge nærmere på modellen med det mundrette navn, EFR-S107D-1AVUEF.

Den stærke krigers modstykke.
Vi kender alle de fantastisk hårdføre G-SHOCK modeller fra Casio. Ure som kommer i alle prisklasser. Ure som alle passionerede ur-elsker har et eller andet kærlighedsforhold til. Edifice-serien er sammenlignelig i kraft af dens solide konstruktion med massive urkasser og stærke safirglas, men den er også det uundværlige modstykke i din samling med sit slanke design, der let glider under skjorteærmet.

En uge på håndleddet. 
Casio Edifice EFR-S107D-1AVUEF er et 43 mm no-nonsense ur med god pasform og et klassisk look tilført rå og modige detaljer. Som nævnt ligger vi stilmæssigt i et sporty dress-ur, der vil fungere glimrende som ledsager til både hverdag og fest.

Denne model er så absolut blandt de mere konservative designs i Edifice-familien, der også tæller modeller i sort design, med kronograf, bluetooth og solcelle teknologi. Her får du tids- og datovisning. That’s it, og det passer mig så glimrende. Disse funktioner er ligeledes letlæselige på urets stilfulde sorte skive – og i mørke omgivelser supplerer visernes fluorescerende lume flot.

Lad os tage et kig under hjelmen.
Heller ingen dikkedarer her. Dette Edifice er bygget på et solidt quartz-værk med en forventet batteritid på 3 år. Værket har ligeledes datovisning.

De gyldne ord.
For mig er Edifice-serien ny. Jeg kendte nærmest intet til den, og denne model imponerede også ved første øjekast. Model EFR-S107D-1AVUEF er een af de billigste i serien, men trods det en rigtig fed klokke til blot en god tusse (uret koster vejl. 1099 kr).

Det flade design med god balance i skiven taler direkte til min smag, såvel som det modige designvalg med synlige skruer på fronten. Og selvom det robuste ur kommer med en massiv kasse og stållænke af fin kvalitet holdes uret i en atypisk letvægtsklasse på blot 117 gram. Selv sidder jeg i kørestol og bærer mit ur på venstre arm, som har stærkt nedsat funktionsevne. Så for mig er ure med lav vægt, som synes tungere, virkelig et turn-on. 

Bottomline, jeg kan klart anbefale Casio Edifice serien, og jeg kigger allerede længselsfulgt efter den næste model til samlingen. Det skal klart være ét med bluetooth!

Urets størrelse: 43 mm.
Fra horn til horn: 47.8 mm.
Kassens tykkelse: 18 mm.
Rembredde: 18 mm.

Casio Edifice EFR-S107D-1AVUEF koster vejl. 1099 kr og forhandles bl.a. af ditur.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.