Kategorier
Anmeldelser

ANMELDELSE: Dissing Diver GMT

Vi skal tilbage til 50’erne for første gang at møde et ur med GMT-funktion. GMT er en forkortelse for ‘Greenwich Mean Time’ og er en international tidsstandard. Med opfindelsen af GMT-funktionen og ved hjælp af en roterbar krans med 24 timers angivelse samt en ekstra timeviser kunne piloter med oversøiske flyvninger let aflæse tiden i to forskellige tidszoner samtidigt. Funktionen blev særligt populær blandt piloter, såvel som rejsende, da kommercielle flyvninger ligeledes blev mere tilgængeligt for den almene.

I dag kigger jeg lidt på Dissings seneste lancering med GMT-funktion; Dissing Diver GMT i farvekombinationen grøn og rød med et prisskilt på vejl. 1995 dkk.

En uge på håndleddet.
Jeg er mere fan af sports-ure end af dress-ure. Jeg ej heller dykker, pilot eller golfspiller – og jeg er for den sags skyld også fløjtende ligeglad med, om et ur hedder det ene eller det andet. For mig handler det om, om uret gør mig glad – og det gør Dissing Diver GMT. Alligevel er vi dog lige nødt til at forholde os til min historiske indledning i anmeldelsen her; for hvorfor hedder et ur med GMT-funktion, oprindeligt tiltænkt piloter, i dette tilfælde også noget med ‘Diver’?

Nuvel, måske det ikke er så vigtigt endda. De fleste Rolex Submariners solgt er jo også med datovisning. Og hvornår en dykker er så længe under vand, at der pludselig smutter en dag eller to, skal jeg da heller ikke kloge mig på.

Mit valg faldt, som nævnt, på modellen i farvekombinationen grøn og rød. I sortimentet findes også den helt klassiske røde og blå, blandt ur-interesserede kendt som ‘PEPSI’-kransen, men netop denne kombi har jeg aldrig set før. Og den fungerer. Den røde GMT-viser matcher naturligvis det røde på kransen, som indikerer nattetimerne, og generelt ser uret og skiven bare godt ud med de perforerede felter og skarpe hvide indekseringer. Pasformen er god med urets 42 mm og en tykkelse på urkassen på lige under 12 mm, samt en jubilee-lænke af ganske god kvalitet.

Lad os tage et kig under hjelmen.
Klapper vi hjelmen op på bæstet, finder vi et quartz-urværk (batteridrevet værk) af typen Ronda 515.24H fra urenes mekka, Schweiz. Et kvalitets urværk med en forventet batteri-levetid på godt fire år og et månedligt udsving på -10 til +20 sekunder. Rondas 515.24H er stort set identisk med deres velkendte kaliber 515, men med GMT-funktionen tilføjet.

De gyldne ord.
En sand fornøjelse har det været, at have Dissing Diver GMT under luppen. Det er et vaskeægte no-nonsense ur af ganske gedigen kvalitet med et fedt look til små penge. Det var let at tilpasse lænken, og pasformen med det lidt flade design og slanke urkasse tiltaler mig meget. Noget af det jeg holder allermest af ved Dissing Diver GMT, og som også differentierer det fra bl.a. det almindelige Dissing Diver, er undladelsen af luppen over datoen. Et valg der i min optik højner æstetikken og balancen i urets samlede udtryk.

Læsbarheden svækkes en my af skivens perforerede mønster, men det er ikke meget, og jeg er egentlig så begejstret for designet, at dén detalje ikke behøver tillægges særlig værdi. Dissing Diver GMT er et rigtig fedt ur, som jeg absolut kan anbefale i en ursamling. Der findes mange ure i sportssegmentet med GMT-funktion og sammenligneligt design, men Dissing Diver GMT er et af de klart federe med et modigt design. Godt gået!

Dissing Diver GMT forhandles af ditur.dk og har en vejl. udsalgspris på 1995 dkk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.