Kunne man parre det nye Rolex OP41 med det klassiske Datejust, fik man i min optik den pæneste ur-baby. Det ultimative dress-ur. For jeg elsker æstetikken i Oyster Perpetual og den riflede lynette på et Datejust. Til gengæld hader jeg datoluppen, og i dag fandt jeg så ud af, hvordan man (på nogen ure) let fjerner luppen.
Jeg scrollede henover et opslag i en af urgrupperne, hvor det blev fortalt, at luppen som oftest er limet på. Og at man med kniv eller skalpel, lidt snilde og en varmepistol kan vippe den af.
En viden, der ledte mig til denne video:
Lige nu ejer jeg ikke et Datejust, og gjorde jeg, havde jeg nok investeringen for kær til at voldtage det med mit køkkengrej. SÅ operationen gik ud over mit seneste “kina-ur”. Mit Cronos Date skulle en tur under kniven.
Således så køkkenet ud:
Alex, min trofaste håndlager, varmede løs med crème brûlée -brænderen sat på den mindste flamme, rettet mod datoluppen. Jeg dirrede af spænding. Glasset blev psykopat-varmt og køkkenkniven nåede knap at blive lirket under, før luppen faktisk selv sprang af. Umiddelbart bagefter var sprit og acetone behjælpelig til at fjerne limrester.
En succesfuld førstegangs-oplevelse der gik legende let, men som kun bør udføres på eget ansvar. Resultatet ses herunder. Personligt synes jeg, at det giver et noget mere clean og afbalanceret udtryk.
Som den lille rebel og skarnsknægt jeg nu engang er, har den megen debat omkring kinaure og åbenlyse kopier i de danske urgrupper pirret min nysgerrighed. Som effekt heraf, modtog jeg i går denne fotogene bandit.
Det tog blot en lille uge, at få mit Cronos Date Silver (ref. L6010M) fra LGY Watchstore i det fjerne østen til Holland og herfra videre til Danmark. Her lå det hos toldmyndighederne i knap 14 dage, inden de fik fingeren ud. Og i går ankom uret så, der alt inklusiv rendte i ca. 2300 dkk.
En fin beskyttet plastickuffert med uret samt dertilhørende værktøj og ekstraled lå i æsken. Og trods uret endda er udstyret med et automatisk værk passede tiden(!?). Hvordan dét kan lade sig gøre, er mig stadig en gåde. Måske tolderen har hygget sig med lige at trække det op og indstille tiden.
Men med dette kinafund, som jeg med god ro i mavsen tør kalde det, får du altså noget af det tætteste på et Rolex Datejust, jeg nogensinde har set.
Cronos Date måler 40 mm med en kassetykkelse på lige under 12 mm, og udgaven jeg har investeret i bygger på det automatiske PT5000 værk fra kinesiske H.K. Precision Technology. Man får safirglas, en gedigen jubilee-lænke med foldelås (som vi også kender den fra Rolex), datolup, en “nogenlunde” lumen og en rigtig fin finish.
Er det et fund for pengene?
Det synes jeg i den grad, og mon ikke jeg selv får hevet endnu et eksemplar med den blå skive hjem. Det tror jeg da faktisk.
Du er med garanti stødt på begrebet ‘Homeage’ og har undret dig over betydningen på din rejse dybt ind i junglen af urtosser og feinsmeckere. I denne lille artikel vil jeg give dig mit bud på begrebet, samt dele mine holdninger om såvel kopier som reelle homeage ure. Og for at gøre forvirringen endnu større, vil jeg introducere dig for en dark horse – nemlig en helt tredje spiller.
Frit oversat fra engelsk betyder homeage ‘hyldest’ eller ‘at hylde’. Man kunne også kalde det ‘at være inspireret af’. Det er ihverfald sådan, det gør sig gældende i urverdenen. Ure der går under betegnelsen ‘homeage’ er derfor som udgangspunkt ure, hvis design og udtryk tydeligt har ladt sig inspirere af de store klassikere. Men hvor går grænsen så? Er der overhovedet en grænse?
Vi kender allesammen nogen, der på charterferien har ladt sig friste af en gadesælger og er kommet hjem med et Folex eller Omeka på handleddet. Måske endda udført i ægte “gul”. Det må siges at være kopier. De er ikke ulovlige at eje, men de er ulovlige at videresælge. Submariner fra Rolex er uden tvivl den mest kopierede model til dato, og for kopien gør det sig gældende, at der udover de formmæssige ligheder også er ligheder, altså direkte kopiering, på skrifttyper, logo, tekst og emblemer på skive samt krone m.v. – måske der ikke bare står ‘Folex’ men faktisk Rolex istedet. Sidstnævnte er efterhånden mere reglen end undtagelsen. Og kopierne er efterhånden blevet forbandet gode.
Jeg støder ofte på opslag med særligt Rolex-kopier, hvor der simpelthen efterlyses hjælp til at fastslå om uret er ægte eller ej. Her viser der sig uhyggeligt tit at opstå tvivl, og netop denne betragtning er ligeledes forklaringen på, hvorfor markedet for homeage ure blomstrer så vildt. Producenterne er dygtigere end nogensinde før. Et ur behøver ikke at koste 60.000 dkk for både at være veludført indvendigt og udvendigt – og så er der jo herudover en god grund til, at det er klassikerne, der som oftes hentes inspiration (læs: kopieres) fra. Det er de designs, som bare fungerer og gør dét, som et fedt ur i min optik skal kunne; nemlig at forblive tidsløst. Nå ja, og at ældes med ynde. Som en god barolo – eller som os mænd, haha.
Snobberi om homeage ure. Nu fik vi vist opsummeret, hvad et kopi-ur i ordets oprindelige forstand er. Lad os så i stedet snakke homeage.
Homeage kommer i alle prisklasser. Lige fra de kinesisk producerede ure, som kan bestilles på AliExpress og des lige, til de mere velproducerede ure i 10-15.000 kroners klassen. I den billige ende af skalaen er brands som Pagani Design, Cronos og San Martin ret store spillere. Alle tilbyder de, hvad man med det blotte øje eller første øjekast, vil kalde direkte kopier, men med et andet logo påført. Man kan fx få deres bud på Rolex’ klassiske Datejust på jubilee-lænke med blå sunburst-skive til 1/100 del af prisen – og det endda uden 10 års ventetid (eller uden at være nær ven af butikken, knalde chefen, købe tre andre modeller i ædelmetal eller hvad der efterhånden ellers skal til for at købe et Rolex nu til dags). Man kan også træde lidt ved siden af og vælge en skive-farve helt uden for Rolex’ sortiment. Ja, jeg har sågar set dem i fede marmor- og granitlooks. Men er de så 100 gange ringere end originalen? Måske, men smider man 5000 kr og herover efter et homeage, får piben altså hurtigt en anden lyd.
Da jeg for noget tid siden flashede et par modeller fra danske DISSING Watches i en af de helt store urgrupper på Facebook, brød ragnarok ud. Hvorfor, har jeg reelt set stadig ikke gennemskuet. Kvaliteten på deres ure er mindst ligeså fin som på fx Pagani Design, og så handler man jo dansk, får dansk garanti og reklamationsret m.m.
Min personlige holdning er, at der simpelthen går snobberi i den. De er nok bare for billige. Startede DISSING urene fra 5000 kr vejledende, vandt de sikkert lidt hjem hos de tvivlende snobber. I skrivende stund venter jeg på levering af mit Cronos ‘Datejust’ homeage fra Singapore, som nok render i 2500 kr med told og afgift. Nogenlunde det dobbelte af mit DISSING Day-Date (læs min anmeldelse af dette her), men nok næppe dobbelt så lækkert. Det vil vise sig.
Lad os se på et par eksempler. Indlysende er det, at alle låner lidt af alle. Man kan derfor snildt spotte ligheder mellem store etablerede brands som Longines, ORIS, Seiko, Tag Heuer, RADO, Tudor osv. – for de kan jo ikke alle konstant genopfinde den dybe tallerken. Og lur mig om deres designteams ikke også går en smule op i, hvad kunderne vil have. Jeg vil derfor spare jer for disse eksempler, og i stedet komme med et par eksempler på gode homeages, som fanger min personlige interesse.
Som du nok allerede har gættet, elsker jeg formen og udtrykket på Rolex’ sportsmodeller; både de nye såvel som gamle. Og selvom jeg da endda er så heldig, at have ejet en del af disse klassikere, har – og får jeg – kun råd til ét Rolex af gangen. Og med kun ét ur kommer jeg lynhurtigt til at kede mig. Disse tre homages tiltaler mig derfor lige nu, og OCEAN-ROVER II fra amerikanske Ginault er da også allerede på vej hjem til mig.
The Dark Horse. Under mit dyk dybt ned i de mørkeste afkroge af urenes ocean stødte jeg på en tredje spiller, en dark horse – og lad os lige lade billedet tale for sig selv:
Wooow! – tænker du sikkert. Det gjorde jeg ihverfald. Eksemplet her med Jaguar og Kronaby er dog langt fra unikt og slet ikke så grumt, som det lige ser ud. Forklaringen er, at begge brands er ejet af Festina Group og derfor deler design og værker.
Eksempler som dette findes der mange af, og selvom jeg kan snakke ure i timevis, rundes denne lille artikel af her. Jeg håber, at du blev oplyst om, hvad homeages er for en størrelse. Og ja, smid da endelig en kommentar.
