Kategorier
Anmeldelser

ANMELDELSE: HUKKO Majesty – Silver

Ny på den danske ur-scene er brandet HUKKO, søsat af Thomas Hansen i 2021. Jeg har fået fornøjelsen af at kigge lidt nærmere på deres “Majesty”-model i farven silver; et fedt herreur i stål på stållænke. 

Allemands AP.
Det er tydeligt for enhver, at HUKKO Majesty er et homeage til Audemars Piguet’s nostalgiske Royal Oak, som blev lanceret i 1972. Et ur utallige brands gennem årene har ladet sig inspirere af, ganske enkelt fordi det er hamrende lækkert og samtidigt tidsløst. Audemars Piguet er dog langt fra allemands eje med prisskilte startende fra godt en kvart million kroner. Knap så dybt i lommerne skal du grave for at få råd til et HUKKO Majesty, og til prisen er det altså et rigtig fint ur. 

En uge på håndleddet. 
Blot 5 gram tungere og 1 mm større i kassen end AP Royal Oak i seneste udgave kommer HUKKO Majesty virkelig tæt på. Én af mine gode venner i urbranchen spottede hurtigt uret på min arm forleden og udbrød: “Hva’ fanden … Er det et AP? Det går godt, hva’ Preben?” Og så måtte jeg jo gå til bekendelse og vise ham mit HUKKO. Rasmus, som han hedder, bar selv et Rolex Datejust og er en sand kender. At Majesty kunne snyde ham ved første øjekast, finder jeg ret skægt. Det siger på mange måder noget om, hvor snobbet den verden er. Nogen sværger til ét luksus-ur og andre til en samling af mindre dyre ure, som man rent faktisk tør bruge. Hvad der er rigtigt eller forkert skal jeg ikke gøre mig dommer over. 

Personligt finder jeg uret en kende for tungt og en tand for stort – også selvom jeg godt ved, at i hvert fald størrelsen på de 42 mm taler imod det. Jeg har haft adskillige ure i samme størrelse eller større, men det er som, at det kantede design bare får uret til at virke større. 

Lad os tage et kig under hjelmen.
Majesty tikker ved hjælp af et glimrende Swiss Ronda 515 -værk med datovisning. Det er dermed et quartz-ur (batteridrevet ur) som ifølge producenten skulle kunne holde strøm i hele 45 måneder. Ganske flot. 

De gyldne ord.
Jeg bliver altid glad, når nye brands dukker op og udfordrer de eksisterende. HUKKO er navngivet efter grundlæggerens bedstefar og har afgjort sin berettigelse. Majesty er et godt ur baseret på et solidt værk, fint afsluttet med safirglas, bygget i kirurgisk stål og pakket i en fin æske prydet med en vædder. Vædderen er HUKKO’s logo – ganske enkelt fordi det er grundlæggerens stjernetegn. Ja, så simpelt kan det gøres. 

Med det sagt, er det heller ikke alt, man får for 2199 kroner. Finishen på lænken halter desværre en smule med lidt skarpe kanter omkring leddene. Herudover kunne jeg godt have ønsket mig et andet quartzværk med flydende sekundviser, som man bl.a. ser det på danske About Vintage’s modeller. Det havde højnet den samlede oplevelse. 

For nogen er homeage-ure eller replika’er nærmest skamfuldt. Sådan har jeg det ikke. Med HUKKO Majesty får du et fedt ur i et design, som holder og fungerer. Et ur som fungerer til både hverdag og fest til en pris, som gør, at man snildt kan få råd til nogen af de andre fine modeller på hukko.dk

Urets størrelse: 42 mm
Kassens tykkelse: 11.5 mm
Rembredde: 18-25 mm
Vægt: 177 gram

HUKKO Majesty silver koster vejl. 2199 kr og købes direkte på hukko.dk

Kategorier
Anmeldelser

ANMELDELSE: Casio Edifice EFR-S107D-1AVUEF

Frit oversat betyder edifice ‘bygning’ – oftest af massiv, signifikant størrelse. Og omend titlen synes en anelse selvsikker bærer Edifice-serien fra Casio den stolt; og med rette. Jeg har fået fornøjelsen af at kigge nærmere på modellen med det mundrette navn, EFR-S107D-1AVUEF.

Den stærke krigers modstykke.
Vi kender alle de fantastisk hårdføre G-SHOCK modeller fra Casio. Ure som kommer i alle prisklasser. Ure som alle passionerede ur-elsker har et eller andet kærlighedsforhold til. Edifice-serien er sammenlignelig i kraft af dens solide konstruktion med massive urkasser og stærke safirglas, men den er også det uundværlige modstykke i din samling med sit slanke design, der let glider under skjorteærmet.

En uge på håndleddet. 
Casio Edifice EFR-S107D-1AVUEF er et 43 mm no-nonsense ur med god pasform og et klassisk look tilført rå og modige detaljer. Som nævnt ligger vi stilmæssigt i et sporty dress-ur, der vil fungere glimrende som ledsager til både hverdag og fest.

Denne model er så absolut blandt de mere konservative designs i Edifice-familien, der også tæller modeller i sort design, med kronograf, bluetooth og solcelle teknologi. Her får du tids- og datovisning. That’s it, og det passer mig så glimrende. Disse funktioner er ligeledes letlæselige på urets stilfulde sorte skive – og i mørke omgivelser supplerer visernes fluorescerende lume flot.

Lad os tage et kig under hjelmen.
Heller ingen dikkedarer her. Dette Edifice er bygget på et solidt quartz-værk med en forventet batteritid på 3 år. Værket har ligeledes datovisning.

De gyldne ord.
For mig er Edifice-serien ny. Jeg kendte nærmest intet til den, og denne model imponerede også ved første øjekast. Model EFR-S107D-1AVUEF er een af de billigste i serien, men trods det en rigtig fed klokke til blot en god tusse (uret koster vejl. 1099 kr).

Det flade design med god balance i skiven taler direkte til min smag, såvel som det modige designvalg med synlige skruer på fronten. Og selvom det robuste ur kommer med en massiv kasse og stållænke af fin kvalitet holdes uret i en atypisk letvægtsklasse på blot 117 gram. Selv sidder jeg i kørestol og bærer mit ur på venstre arm, som har stærkt nedsat funktionsevne. Så for mig er ure med lav vægt, som synes tungere, virkelig et turn-on. 

Bottomline, jeg kan klart anbefale Casio Edifice serien, og jeg kigger allerede længselsfulgt efter den næste model til samlingen. Det skal klart være ét med bluetooth!

Urets størrelse: 43 mm.
Fra horn til horn: 47.8 mm.
Kassens tykkelse: 18 mm.
Rembredde: 18 mm.

Casio Edifice EFR-S107D-1AVUEF koster vejl. 1099 kr og forhandles bl.a. af ditur.dk.

Kategorier
Anmeldelser

ANMELDELSE: Breithorn Aqua Day Date

Danmark har fået et nyt urbrand; Breithorn Watches producerer schweizisk byggede kvalitetsure med et maskulint præg. Jeg har fået lov til at hive deres flotte 42 mm Breithorn Aqua Day Date – SWISS MADE – en tur under luppen.

I dybden med Breithorn Watches.
44-årige Tom Rene er manden bag Breithorn Watches. Gennem de seneste fem år har han haft forhandlingen af amerikanske STÜHRLING, men Toms passion for ure går hele 20 år tilbage. Med visionen om at skabe et nyt brand, udelukkende med SWISS MADE ure øverst på agendaen, søsatte Tom, i det corona-prægede år 2020, Breithorn Watches. Urene bygges hos en familieejet schweizisk virksomhed med mange år på bagen.

Trods svære tider med mange om buddet kom Breithorn godt fra start, og har allerede nu 13 forskellige modeller og 4 mere på vej, udbudt i deres velfungerende webshop, breithornwatches.com. Guldsmed Lange forhandler også Breithorn Watches, og Tom fortæller selv, at ambitionen selvfølgelig er, at få urene ud i adskillige fysiske butikker, så kunderne selv kan se og opleve den gode kvalitet, inden de trykker på aftrækkeren. En fin detalje i webshoppen, som jeg synes andre burde tage ved lære af, er 360 graders videoklip. Det giver en god forståelse for urenes form og størrelse.

Navnet Breithorn er hentet fra det 4164 meter høje bjerg af samme navn, som man finder i Alperne lige på grænsen mellem Schweiz og Italien. Breithorn er et populært mål blandt bjergbestigere, og den eventyrlystne tilgang fornemmes da også i Breithorn Watches’ fire designlinier; Ocean, Action, Dress og Adventure. Denne anmeldelses Breithorn Aqua Day Date tilhører naturligvis “Ocean”-linien, som byder på dykkerure i forskellige størrelser.

En uge på håndleddet.
Da jeg modtog pakken med det nye Breithorn Aqua Day Date, vakte indpakningen stor begejstring. Lidt spøjst egentlig, for selv den smukke kasse fra mit Omega Seamaster ligger bare i skabet og samler støv. Ikke desto mindre glæder det mig, når der er kælet for detaljerne. Og det er der med emballeringen af Breithorn Aqua Day Date, hvor særligt hangtag’et gør mig glad. Det kan ses i billederne nederst i anmeldelsen.

Breithorn Aqua Day Date måler 42 mm, som reelt set lige er en tand til den gode side for mit håndled, men den ret slanke urkasse ændrer hele oplevelsen og tilfører både god pasform, såvel som komfort. Lænkens særprægede design udmærker sig med kombinationen af børstet stål med polerede detaljer brudt af sorte silikoneled. Et modigt designvalg, der får Breithorn til at stikke ud i en ellers lidt konservativ verden af dykkerure – i hvert fald når vi snakker dykkerure med dansk islæt. Om man er til det eller ej, er selvsagt en smagssag. Personligt er jeg nok mere konservativ.

Lad os tage et kig under hjelmen.
Dykker vi ned til urets kerne, finder vi et schweizisk quartz-værk (batteridrevet værk) af typen ETA 955.122. Et stabilt og godt værk med Day Date-funktion, som viser både dato og ugedag.

De gyldne ord.
Der er ingen tvivl om, at Breithorn Watches har potentiale, og Aqua Day Date er også et velbygget og godt dykkerur. Prisskiltet på vejl. 3525 kroner er måske lige i den høje ende – konkurrerende ure i dette prislag taget i betragtning. Men med Breithorn får du selvfølgelig også lidt ‘ekstra’ i form af at bakke op om et nyt reelt dansk brand, den flotte æske, en anderledes udført stållænke mv.

Når det så er sagt, så er et automatisk ur med et ‘rigtigt’ urværk bare mere sexet. Og det segment er Breithorn Watches heldigvis også godt på vej ind i med priser begyndende fra omkring 7000 kroner. Et sådan har jeg endnu ikke haft mulighed for at se nærmere på. Til halvdelen af prisen er Aqua Day Date dog et rigtig godt sted at starte, og vi ved jo allesammen godt, at det aldrig er nok med ét ur. Min personlige samling kunne i hvert fald sagtens udvides med et automatisk Breithorn, og jeg glæder mig til at følge udviklingen af det nye danske brand.

Breithorn Aqua Day Date forhandles af Breithorn Watches og har en vejl. udsalgspris på 3525 dkk.