Kategorier
Anmeldelser

ANMELDELSE: ODE The Statesman 01

Bag navnet ODE Watches gemmer sig en veletableret duo i dansk ur-historie, Jacob og Elisabeth Stæhr; tredje generation af Stæhr-familien. Stæhr har været i branchen siden 1942, grundlagt af Henning Stæhr – i dag nordens førende leverandør og distributør af ure.

The Statesman 01 er et 37.5 mm dress-ur på skindrem holdt i et prisleje, hvor alle kan være med. Sættet jeg fik stillet til rådighed indeholder tre ekstra remme og har en vejl. udsalgspris på blot 1599 dkk. Ganske fair for et klædeligt dress-ur i en fin kvalitet.

Uret kommer i en rigtig fin æske. Lidt ærgerligt fandt jeg det dog, at de tre ekstra remme blot løseligt var lagt deri. Godt nok en lille detalje, men en tillægsæske havde gjort mig glad. Generelt dog et rigtig godt førstehåndsindtryk af The Statesman 01. Det endda på trods af, at jeg normalt sjældent kaster mig over ure mindre end 40 mm. Selv på min halvbuttede arm sidder det dog rigtig godt, og den flotte hvide skive får da også uret til at synes større.

En uge på håndleddet.
Da jeg i lørdags dressede mig op og tog til barnedåb ved lille Villads, familiens sidst tilkomne, var det med The Statesman 01 på håndleddet. Jeg valgte den lysebrune/cognac-farvede rem (som er standardfarven på model 01) som kompagnon til min nyindkøbte flaskegrønne poloshirt. Ikke dumt, og det var helt igennem en rigtig fin dag. Jeg tog mig selv i at vælge samme ur de efterfølgende dage.

Et klassisk, hæderligt og nobelt ur er, hvad du får med The Statesman 01. Der er ingen dikkedarer. Det viser klokken. Simpelt og æstetisk med forkromede let aflæselige indekseringer på hvid skive, præget med et minimalistisk ODE-logo og Statesman-tekst. Den flotte kasse er udført i 316L kirurgisk stål, monteret med mineralglas og remme gjort af italiensk kvalitetslæder.

Lad os tage et kig under hjelmen.
Indeni The Statesman 01 finder vi et quartz-værk (batteridrevet) fra Seiko med simulerende flydende sekundviser. Et stabilt og godt værk med forventet tre års batteritid. Der loves høj præcision og god holdbarhed. Det må være sandt. Og skulle man alligevel være ramt af uheldet, stiller ODE Watches endda hele 11 års garanti på uret. Det synes jeg er “stæhr’kt!”.

De gyldne ord.
The Statesman 01 er et rigtig godt bud på et entry-ur til de spirrende ny-interesserede i urverdenen. Prismæssigt – og med den indbydende emballering in mente – ville det også gøre sig godt som konfirmationsgave, såvel som tilføjelse til ens eksisterende samling af dress-ure.

Jeg er vild med quick-lock systemet, der gør det legende let at skifte rem på The Statesman 01. Det klares i et snuptag uden værktøj og kompatibiliteten gør, at stort set alle 18 mm remme passer på uret. Foruden lidt ekstra lækkerhed i indpakningen af ekstra remmene, som nævnt i starten af anmeldelsen, kunne jeg godt have ønsket mig safirglas. Man får ikke alt i dette prissegment, det ved jeg. Men i min bog vægter dén del højt og kunne samtidigt sagtens retfærdiggøre en lidt højere pris på uret.

Det er min klare holdning, at The Statesman 01 gør sig endnu bedre i virkeligheden og på håndleddet, end det gør sig på billederne i ODE Watches webshop. Især remmene fremstår flottere og langt mere naturlige i farverne. Jeg håber med mine billeder af uret at kunne dele oplevelsen og stemningen lidt bedre med jer. For ODE Watches The Statesman 01 er i særdeleshed et ganske glimrende ur, du ikke vil fortryde at investere i.

The Statesman 01 bundlepack forhandles af ODE Watches og har en vejl. udsalgspris på 1599 dkk

Kategorier
Anmeldelser

ANMELDELSE: About Vintage 1926 Gold Black

About Vintage er det fremadstormende danske urmærke, der ekspanderer og åbner lækre butikker i østen, præget af den nordiske stil. Skov / Andersen hedder teamet bag, og i dag kigger jeg nærmere på deres smukke forgyldte armbåndsur, 1926 Gold Black. 

En uge på håndleddet. 
Det er en fornøjelse at åbne et ur fra About Vintage. Det kommer altid i en lækker æske, og man får altid en valgfri ekstra rem med i købet. Ja, du gættede det – 1926 Gold Black er langt fra mit første ur fra About Vintage. Jeg må vist siges, at være lidt af en fanboy. Remmen jeg valgte hedder 5-link, svarende til en jubilee-lænke. Lænken uret er født med hedder 3-link, svarende lidt til en oyster-lænke. Sidstnævnte synes jeg hverken klæder uret eller mit håndled, til gengæld er jeg helt skudt i 5-link lænken; hvilket også forklarer, at kun denne er afbilledet i min anmeldelse. 

Udvalget af remme i deres sortiment er ret imponerende, og særligt en fræk rød nato-rem pirrede min nysgerrighed. Den ender jeg sikkert med at bestille. Det er rasende let at skifte remme på ure fra About Vintage, og fedt er det, at der sjældent skal mere end et remskifte til, før man føler, at man har fået noget helt nyt igen. 

39.5 mm er min yndlings størrelse – på én gang både sporty og dressy. Der er noget mystisk og elegant over 1926 Gold Black der med sin veludførte forgyldte overflade, akkompagneret af den klassiske 5-link lænke, nærmest stinker langt væk af penge, cigar-røg og god stil. En stemning vi har forsøgt at fange på billederne nedenfor.

Ved første øjekast fandt jeg egentlig guldfarven en tand for underspillet, men efter noget tid på håndleddet må jeg tilstå at have ændret mening. Udtrykket er flot, og med mere knald på ville det formentlig synes kunstigt eller billigt. De hvide indekseringer på den dyb sorte skive fremstår skarpt og sikrer god læsbarhed. Jeg er personligt ikke til datovisning på skiven, så at denne er undladt, passer mig glimrende. Prisen på uret er vejl. 2999 dkk. Absolut fair for et godt stålur på lænke – endda med en tilvalgt ekstra rem og såvel den rotérbare krans og urets lås i ligeså veludført kvalitet. 

Lad os tage et kig under hjelmen.
Men hvad driver så værket? Jo, tager man et kig indeni 1926 Gold Black, finder man et japansk kvalitets quartz-værk, altså et batteridrevet værk, af typen TMI VH31. Det har en forventet batteri-levetid på mindst to år og pryder herudover helhedsoplevelsen af uret, rent visuelt, af en simulerende flydende sekundviser. 

De gyldne ord.
Foruden det godt 25 år gamle Seiko dress-ur, jeg har arvet fra min elskede far, tæller min samling ikke et eneste guldur. About Vintage 1926 Gold Black passer derfor utrolig godt ind i familien, og mine nærmeste – som har set uret med fingrene – er da også imponeret over, hvor meget man her får for pengene. 

Det var en anelse omsonst at forlænge lænken. Simpelthen fordi det næsten er for godt stykket sammen. Men det lykkes, og qua min passion har jeg da også værktøjet dertil. Jeg vil foreslå, at uerfarne ikke slår sig løs, men i stedet stikker sin lokale urmager en hundredemand for denne service. Det ville ihverfald være en skam, hvis man fik påført uret ridser i sit forsøg på at lege actionhelt. 

Min ursamling hilser About Vintage 1926 Gold Black velkommen. Det er et godt og solidt quartz-ur, som stjæler nysgerrige blikke og har god bærekomfort. Jeg har tidligere ejet både 1926 All Black og 1926 Steel Black, men denne gyldne udgave er afgjort min favorit. 

Fotos af: Steffen Aba.

About Vintage 1926 Gold Black forhandles af About Vintage og har en vejl. udsalgspris på 2995 dkk. 

Kategorier
Anmeldelser

FØRSTE INDTRYK: Dissing Day Date Bronze

Det var med stor skepsis, jeg i går åbnede pakken med det nye Day Date fra danske Dissing Watches. For hvad havde de to Aarhus-drenge nu fundet på? En bronze-coating der på produktbillederne ser mere brun end bronzefarvet ud, og som i Rolex-jargon leder tankerne hen mod de populære choco-dials. Det MÅ se billigt ud. Men det gjorde det faktisk ikke(!).

Det var overraskende let og ubesværet at pille et par led af, så uret passede mig, og kvaliteten – ihverfald ved førstehåndsindtrykket – var ganske hæderlig på både lænke og kasse. Vi har trods alt med et ur at gøre, som har en beskeden vejledende udsalgspris på blot 1495 dkk. Det skal man naturligvis lige have med i ligningen.

Formen er velkendt og klassisk. Det er et design, vi bare ved holder hele vejen. Det var derfor også behageligt at tage uret på håndledet, og dén følelse fulgte mig sådan set hele dagen.

Min endelige dom samt en mere dybdegående anmeldelse følger i næste uge, når jeg lige har haft noget tid med min nye chokoladebrune ven.

Indtil da må I nyde de første billeder, jeg tog.